Dag 120: Fredag den
08-11 – Tolas’ historie
Morgenen er gået
rigtig fint med kun én elev. Men i dag fik jeg snakket rigtig meget med læreren
og gud hvor er hun bare sød altså. Hun vil kun det bedste for børnene. Hun
forklarede mig Tola’s historie. Tola er en ny dreng, som er kommet hen på
børnehjemmet. Denne historie gjorde mig meget tavs og trist til mode. Jeg
vidste at han var fra Takeo provinsen og at han er kommet på børnehjemmet for
at han kan få en god og bedre fremtid. Men så får jeg at vide at hans forældre
faktisk har en lejlighed her i PP og at de arbejder her, men ikke én gang har
de været forbi og besøge ham. Hver eneste dag fortæller han hvor meget han
savner sin familie. Faren sælger kokosnødder, sammen med hans to ældre brødre
og hans mor sælger muslinger. Herudover har han også en søster, som er på et
andet børnehjem. Nå men udover alt det, så spørger han også i dag hvorfor han
er ekskluderet fra alle de andre, hvor læreren meget pædagogisk forklarer ham
at så snart at han får lært alfabetet så kan han være sammen med de andre. Puha
synes det svært bare at skulle skrive. En 10 årig dreng der bare kæmper med
savn, for at redde hans egen fremtid. Åhh men desværre er dette jo en realitet
for rigtig mange hernede!
Dag 133: Torsdag den
21-11 – Handicapcenter i Phnom Penh
Efter morgenundervisningen ventede jeg i spænding på at
Sreng (min vejleder hernede) ville komme og hente mig på sin moto, for at tage
ud på det eneste handicapcenter de har i PP. Efter en laaaang mototur ankom vi
endelig til et kæmpe sted. Mit umiddelbare førstehåndsindtryk, var rigtig godt.
Det ser rent og fint ud og meget stort. Deres stuer/ soverum/senge, ser rigtig
gode ud. Dog da jeg så børnene, kunne jeg se at de er meget underernærede og så
slog det mig nemlig også at der var ingen der havde sonder!! Jeg havde også en
god snak med Sreng om stedet og at de gør alt for at give børnene hvad de
trænger til. Men hold nu op, det fik mig godt nok til at fortryde at jeg ikke
har valgt dette område, for denne praktik. Men jeg ved jo også godt, at der var
en grund til at jeg ikke gjorde det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar